1. maj 2017

Børn bruger TV

Carsten Jessen

Trykt i Unge Pædagoger nr. 5 1991

Hvad skal mediepædagogikken lægge mærke til i børnekulturen? Sådan lød det spørgsmål, jeg fik stillet i forbindelse med denne artikel. Svaret er ligetil: Først og fremmest, at der eksisterer noget, vi kan betegne som børns egen legekultur, og at børn her forbruger mediestoffet på deres egen måde.

Når man diskuterer børn og medier i dag, handler det som hovedregel dels om, hvordan medierne påvirker børnenes forhold til virkeligheden, dels om hvordan en såkaldt “passiv” brug kan vendes til noget aktivt. Især det sidstnævnte er blevet mere og mere centralt i de senere år, hvor de mange nye kanaler oversvømmer også danske børns liv med kommercielt TV-stof, der ofte går lige ind. Den diskussion kan ofte få én til at se ét ensomt barn foran skærmen i et mangedobbelt, evigt genspejlet perspektiv. Der sidder de, tusinder og atter tusinder, isoleret fra hinanden, mens de som “tomme kar” fyldes op med “Master of the Universe”, “Lady Lovelylocks” – for slet ikke at tale om “Turtles”.

TV-mediet holder sig end ikke længere til skærmen. Det griber ud over den. På danske børns hylder står og ligger der stabler af dukker, bamser, køretøjer osv., der alle er som sprunget ud af TV.

Det må imidlertid indrømmes, at børnene ind i mellem leger med legetøjet, ofte endda særdeles aktivt (og larmende), og på sin vis vil man kunne hævde, at de multinationale børnekulturproducenter har gjort det kunststykke at få børnene op af TV-stolene og ind i legen!
Nu er det næppe legetøjsproducenterne, der skal tilskrives æren for, at børnene er aktive, lige så lidt som legetøj er årsagen til at børn leger. Producenterne udnytter det faktum, at forholdet mellem børn og TV ikke begrænser sig til minutterne foran skærmen. Det rækker langt videre og handler om andet og mere end medierne i sig selv.

Nok bruger TV en del af børnenes tid, men børnene bruger også TV. Børn og børn imellem er der en udstrakt og aktiv brug af det materiale, som TV (og andre medier) leverer. He-Man og Turtles-legetøjet indgår kun som en del heraf. Det er let at få øje på, der er penge i det, derfor lægges der mærke til det.

Mediepåvirkningen omsættes i lege, fortællinger, rim, vitser osv. Derved adskiller sagen sig ikke fra tidligere generationer og andre medier. Hvor vi som (drenge-) børn f.eks. var cowboys, indianere eller Zorro, er børn i dag Batman, He-Man, Michelangelo eller Donatello. Pistoler og buer er erstattet af karate- og laservåben.

I børns egen legekultur er mediernes rolle at levere inspiration og råstof. Børnene tager figurer til sig, hvis de er gode at lege eller fortælle ud fra. Medietypen er her ikke det afgørende, hvad Tarzan og Robin Hood før TVs indtog kan være eksempler på. Det afgørende er, at alle kender figurerne, så de ikke skal opfindes forfra hver gang, der skal leges. Netop TV-figurer hører i dag til det, børn har som fælles erfaringsgods.

Kritikken af børns medieinspirerede lege går ofte på, at de er stereotype og voldelige. Det er et alt for forenkelt syn, der dybest set ikke handler om medier, men nærmere er en følge af den nedvurdering af drengelege, som har været fremherskende de senere år. De “vilde” lege er ikke skabt af medierne. Det er styrkelege med ældgamle rødder, og nok er de mere voldsomme end far, mor og børn-lege, men ikke af den grund vold. Leg og vold er i virkeligheden modsætninger – selv når der leges voldsomt. Der er f.eks. er hårfin, men klar grænse for, hvor langt et barn kan gå, før det slår “rigtig”, og dermed ødelægger legen.

Det vilde og voldsomme, samt den råben og larmen, som legene er forbundet med, er det, vi voksne først lægger mærke til – og irriteres over. Det kan gøre det svært at se, at legene bl.a. rummer et enormt repertoire af lyde og bevægelser eller rene “stunts”, som ikke er enkle eller ligetil. At kunne lege med her kræver øvelse, som alle andre lege, og i en øvelsesfase vil legene naturligvis kunne opleves som stereotype.

Desværre er det ikke muligt at gengive en leg på papiret, så en fortælling må træde i stedet. Turtles-serien er for øjeblikket (februar 1991) det store nummer blandt drenge, ikke blot når der skal købet legetøj, men også i legene. Den følgende fortælling, der gengives i et kort uddrag, er dels en fortælling i sig selv, men sandsynligvis inspireret af de Turtles-lege, den 8 årige fortæller har leget med andre børn. Historien blev fortalt til en voksen, mens Golfkrigen var på sit højeste. Den starter sådan her:

The teenage hero mutant turtles – og Saddam Husein
Forhistorie.
Irak indtager Kuwait. USA prøver på at hjælpe Kuwait. Så i Danmark finder de så ud af det. Der er så kommet en ny tegnefilm, som også er kommet på film, og den handler om nogle kæmpespildpadder, som der er imod en, der hedder Scredder. Og hjemme i Danmark kalder de så Sadamme Hussain, som der har indtaget Kuwait, ham kalder de så for Scredder, og nu begynder historien.

1.del
USA har kendt Turtles, så de spørger, om de ikke kan få Saddam Hussein ud af Kuwait. Så siger de så, at det vil de gerne. Så flyver de i deres luftballon til Kuwait, og da de kommer derned, fandt de USAs tropper, som de så ville hjælpe med at redde Kuwait.”

Fortællingen fortsætter over stok og sten med kamp på kamp, men også forsøg på forhandlinger som f.eks. her:

De tager hjem til USA for at spørge præsident Georg Bush om han ikke kan prøve at lave en forhandling med Saddam Hussein.
– Ja, sagde han. Men da han prøvede, stillede Irak bare en masse betingelser. Så efter et års forsøg på at lave en forhandling med Saddam Hussein fandt Turtles ud af, at de blev nødt til at angribe.

TV har både givet råstof og model til denne fortællingen. Den er ét eksempel på, hvad børn gør ved medie-stoffet. Det centrale i denne sammenhæng er ikke, at medierne påvirker – det gør de selvfølgelig på linie med alt andet, der når en 8årigs ører og øjne. Det er heller ikke et større spørgsmål, om han blander virkelighed og fiktion, for det gør han, men ikke ubevidst. Al fiktion blander jo de ting, ellers ville det ikke virke. Det centrale er, at noget, der optager fortælleren, får et udtryk. Fortælleren får sat krigen ind i et skema, han forstår: Kampen mellem det onde og det gode og det godes sejr, svarende til eventyrene. Når han er i stand til på denne måde at tage fat på Golfkrigen, skyldes det, at han er i besiddelse af en vis kompetence til at udtrykke sig i det medium, fortællinger er. I andre sammenhænge er mediet legen.
En jævnaldrende pige interesserer sig sandsynligvis ikke så meget for spørgsmålet om Saddam Hussein og Turtles-figurerne. Her vil det nærmere være Melodi Grand Prix, der fanger. Den begivenhed er en af årets store, når man er i den alder – og er pige. Her leveres stof til timers leg (optræden) i tiden efter. Pigerne falder for TVs glimmerverden, og de drømmer i årevis om at blive stjerner. De optræder gerne for andre, når der er en given lejlighed til det.1 I det hele taget er det at optræde og lege cirkus eller popsanger uhyre udbredt i 7 – 11 års alderen, før som nu. Folkemindeforskeren Erik Kaas Nielsen kan berette om et lignende fænomen i halvtredserne, hvor radioen var inspirationskilden.

De små piger imponeres af mediernes glimmer, men bliver ofte senere kritiske overfor fænomenerne. Det manifesterer sig ikke i intellektuelle begreber, men konkret, som f.eks. i den følgende tekst, hvor en Grand Prix-vinder fra 1990 har været udsat for behandling:

Mel.: Hallo, hallo
Lonnie har en pony
og hun tjener mange money
ved at synge mange sange
der er alt for lange
Lonnie står og fryser
og hun hoster og hun nyser
Åh, hvor er det synd for lille stakkels Lonnie
Så en dag, så ringer telefonen op
Men det er kun hendes fyr, der si’r, at han slår op
Han siger: Hallo, hallo
du vidste jeg var hjemme
men nu vil jeg aldrig mere høre din stemme
hallo. hallo
nu græder lille Lonnie ved sin pony
over tabet af sin Ronnie.

Parodien og efterabning er typisk for større børns brug af råstoffet fra medierne. Sangen her blev skabt til en “TV-udsendelse”, som to tolvårige piger producerede ved eget initiativ og egen hjælp på et ganske almindeligt videokamera. Hele udsendelsen blev en blanding af parodier på diverse udsendelsestyper.

Ved siden af Grand Prix-sangene udsættes reklamerne også ofte for en sådan behandling – som f.eks. BR-legetøj kendte reklamesang (GK er en legetøjsbutik i konkurrence med BR):

Ved du hvad det bedst er
Legetøj fra BR
Ved du hvad du ikke må
Købe det i GK

Pointen i disse eksempler er, at stof fra medierne glider ind i den eksisterende børnekultur med dens tradition for lege, fortællinger, parodier osv. I det kulturelle netværk har børnene et forum, hvori de kan stille noget op med mediernes stadige strøm af nye påvirkninger. Medie-erfaringerne omsættes, bearbejdes, eller hvad man nu vil kalde det (og medierne er egentlig ikke noget specielt, men blot en del af den omgivende voksenkultur – på linie med en mængde andre instanser, såsom skolen, læreren, pædagogerne og forældrene). Baggrunden for omsætninger er det lager af kompetencer og traditioner, som legekulturen rummer, såsom det at kunne fortælle, lege, rime, parodiere m.v. Disse kompetencer kommer ikke ud af den blå luft, men “arves” fra børnegeneration til børnegeneration.

For mediepædagogikken betyder det efter min mening for det først, at denne må være opmærksom på andet end etableringen af en formel undervisning i faget. Der må nemlig arbejdes for, at børn stadig får mulighed for at udfolde sig i en legekultur udenfor voksen kontrol. For det andet er det muligt at inddrage nogle af de, der udvikles i legekulturen, i undervisningen. Det sker givet af sig selv, blot børnene ikke betragtes som “tomme kar”, der først gennem undervisningen skal lære at bruge medierne. Børn er på mange måder kompetente medieforbrugere og ikke entydigt “ofre”.

www.carsten-jessen.dk