Børn, mediekompetencer og nye udtryksformer


Carsten Jessen

Trykt i Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 28 1993 og i Barn nr. 5 1993

Trods det, at de elektroniske medier som TV og computere ikke længere er nye, er de stadig genstand for en særlig opmærksomhed og behandling i børneforskningen. Når man selv er vokset op med TV fra den tidligste barndom, undrer man sig. Hvad er det, der er så særligt, anderledes og "farligt" ved elektroniske medier? Man kan forfalde til at regne det for et spørgsmål om traditioner og generationer. Alt nyt er som bekendt "farligt", fordi det medfører forandring. Det kan også begrundes med manglende forskning, for receptionsundersøgelser som dem, Magareta Rönberg (se Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 28 1993) har præsenteret, er stadig sjældne i dag.

Både spørgsmålet om generationer og manglen på forskning har nok noget på sig, men så enkelt er det ikke. Diskussion om de nyere medier handler også om en gammel og almen pædagogisk pro-blem-stil-ling, der ikke har med medierne som sådan at gøre, men som til gengæld spærrer blikket for, hvad børn og unge selv gør med de elektroniske medier. I en børnekulturel kontekst er der efter min mening rum for et optimistisk syn på forholdet mellem børnene og medierne. Børn og unge gør med medierne, som med andre kulturelle fænomener og udvikler nye udtryksformer.

TV og computere som leg
Medier som TV og computere bruges først og fremmest til underholdning. Det er muligt, børnene også kan lære noget ved at se på TV eller bruge computeren, men de ser film på TV og spiller videospil på computeren. Jeg vil hævde, at sammenhængen mellem de elektroniske medier og underholdning er den vigtigste årsag til, at de er et særligt problem. Medierne rammer midt ind i en meget central modsætning i vores samfund - modsætningen mellem "leg" og "arbejde". Vi har en lang pædagogisk tradi-tion for, at underholdning, leg og tidsfordriv regnes for spild af tid. Børn må gerne lege, så længe de også lærer noget af det. Lærere, pædagoger, psykologer og forældre er næsten alle fokuseret på én ting: at børnene lærer noget og udvikler sig. Børn skal derfor helst være (synligt) aktive, og det er de ikke ved første øjekast, når de sidder foran skærmene. Den aktivitet er derfor spild af tid, tidsfordriv uden noget formål.
TV-kigning regnes for passivt og næsten synonymt med dovenskab. Skal børn se TV, så må der være et defineret "ind-hold", hvilket er det modsatte af ren underholdning. TV skal så at sige give "vitaminer til hjernen" eller et råstof som børnene kan bearbejde. Der findes endda dem, der har målt, at TV aktiverer helt andre hjernebølger, end læsning gør (se Steen Larsen: "Børnenes nye verden"). Der synes at herske en idé om, at hvis børnene ikke bearbejder noget, så bliver hjernemusklerne slappe, og dermed nedsættes evnen til at tænke.

Min påstand er, at en stor del af debatten om TV og andre elektroniske medier slet ikke handler om mediets skadelige virkning, men om tidsfordrivets. Børn skal ikke spilde tiden, de skal arbejde på at blive dygtige voksne.

Magaretha Rønnberg og andre TV-forskere har demonstreret, at TV-kigning ikke er passivt. Børnene er yderst aktive, både mens de kigger og bagefter, når de leger inspireret af TV. Disse undersøgelser er centrale, vigtige og rigtige, men spørgsmålet er, om de ikke indskriver sig i den centrale pædagogiske diskurs om "aktiv" og "passiv" ("arbejde" og "leg")? Hvis det kan bevises, at børn ikke er passive foran TV-skærmen, så er det altså i orden. Det svarer til at det i dag er nødvendigt at bevise, at leg er vigtig ikke for legens egen skyld, men fordi børnene lærer noget af det.

Børn som producenter
Jeg er ikke i tvivl om, at børnene lærer noget af at bruge de elektroniske medier. Spørgsmålet er bare hvad? Der er et grundlæggende metodisk problem i forskning i børn og unges kultur. Vi kigger efter det, vi kender. Vi undersøger om de lærer det, vi betragter som vigtigt. Ser vi ikke det, så opfatter vi det ofte som et tab af kompetencer. Vi har f.eks. vanskeligt ved at acceptere, at leg med elektroniske lyde i en computer kan være lige så kreativt, som det at spille på et "rigtigt" instrument. Af den grund overser vi, at børn i dag er uhyre kompetente mediebrugere og -producenter.

Børn og unge tager medierne i brug. Dis-kussionen om "aktiv" og "passiv" er i virkeligheden en forkert problemstilling, for mens børnene ser på TV, spiller på computeren, lytter til radioen osv., inspireres de til lege og de tilegner sig også uformelt "mediekompetencer". De lærer mere end at "se på TV". Det er en anden og nok så vigtig side er børns og unges mediebrug.
Kompetencerne dukker op, når børn laver deres egen medieproduktion. Her tænker jeg ikke kun på den form for produktion, som voksne laver med børnene, for at de skal lære at gennemskue mediernes manipulationer. Også her dukker kompetencerne op, men pointen er, at disse allerede findes, og de bruges børn og børn imellem. Det er f.eks. vanligt, at børn leger med deres kassettebåndoptager. De optager lyde, hyl, sange og skrig. Eller de laver "radio". Et konkret eksempel, optaget i 1986:

Fire piger på 7 - 8 år leger med en kassette-bån-doptager på værel-set. De laver "radio". På båndet lyder det som en rolle-leg for åben mikrofon, men ved nærmere lytning viser det sig, at det er en særlig medierolleleg med roller og rammer hentet fra medierne.
De er f.eks. speakere og laver inter-view. De roller kan de. Så finder de på, at radiospeakeren skal rappor-tere fra en "fest". Men den slags lyder jo på en særlig måde - når mange folk snakker i munden på hverandre. For at gøre udsendelsen realistisk producerer de deres egen "fest-lyd", dvs. de tre af pigerne snakker i munden på hinanden, mens den sidste ovenpå snakken laver speaken, der starter sådan: "Ja, vi er kommet ind midt i festen, og ......"

De fire 7 - 8årige piger har ikke fået undervisning i radioproduktion, men de ved, og hvem de er, og hvad de gør. De er afsendere i en mediekanal med tilhørere. De retter ikke deres snak til hinanden, men speaker til et publikum, der nok kan høre, men ikke se. Tilhørerne er oven i købet fiktive eller i alt fald ikke tilstede. Pigerne har endda så meget overblik over mediet, at de kan "manipulere" lytterne med en konstr-eret lydkulisse i form af "fest-snak". De er altså meget bevidste om deres rolle som afsendere og tillige om, hvad denne rolle indebærer. Den er anderledes end roller i traditionelle rollelege, for lytterne kan ikke nøjes med et oplæg til en forestilling ("vi er radiospeakere til en fest"), nej, de må have den ægte vare, lyden.
Det elektroniske medium, radioen, har leveret materiale, roller og rammer (skemaer), som børnene kan bruge og omsætte. Man kan spørge sig selv, hvorfra de har denne viden? Hvor har de skaffet sig kompetencerne i at være radioproducenter? Det er jo ikke nok at have båndoptageren og muligheden for at lave radio. Der skal også kompetencer i radioproduktion til - herunder viden om forholdet mellem afsender, medie og modtagere. Det starter tidligt. Giv børnene i børnehaven et gammelt TV, hvor indmaden er taget ud. Så leger de "Børne-TV", "TV-avisen" og lignende. Forskellen til eksemplet er blot, at det elektroniske medium tages i brug som produktionsværktøj. Teknologien er blevet et redskab i legen.

Kassettebåndoptageren er hvert barns eje i dag. Den indgår i børnenes daglige univers. Lydteknologien oplever vi også som relativ enkel at overskue. Den kender vi. Det er noget andet, når vi vender os til de elektroniske billeder. Billeder lader sig ikke så let styre, og teknologien har indtil for nylig været tung og besværlig at arbejde med. Med udbredelsen af videokammeraet ændrer det sig, og jeg har på det seneste set børneproduktioner, der billedmæssigt er mere spændende end de voksnes feriefilm. Det ser ud til, at mange børn har mere sans for billeder og billedskift end deres forældre. Her er det heller ikke først og fremmest teknologisk viden, der er det centrale, men viden om mediets fortælleteknik.

Digitalt råmateriale
De elektroniske medier ændrer sig konstant. På nogle måder bliver teknologien mere kompliceret, men på andre bevæger den sig mod det modsatte og skaber helt nye muligheder. Udvik-lingen indenfor den elektroniske musik er et vigtigt fingerpeg om, hvad vi kan vente os. Lydene er blevet digitaliserede, og det giver særlige muligheder. Om få år har vi bevægelige, digitaliserede billeder. De første digitale fotokameraer, hvor billedet ikke skal til fremkaldelse, men ligger på en diskette, der kan puttes i computeren, er allerede i handlen. Når billedteknologien bliver enkel som kassettebåndoptageren, vil vi se sandsynligvis se en eksplo-sion i animationer og film lavet af børn - og voksne.

Den elektroniske musik har stor betydning for musikkulturen, som vi kender den. Ved første øjekast er den passiv, kun lytten. Men småbørn forholder sig på samme måde til plademusikken, som til TV: de inspireres og synger sangene, ofte med nye tekster. De større børn synger ikke så meget. Det kan man så give den elektriske musik skylden for, men det skyldes måske i højere grad, at de voksne ikke længere har en sangkultur. Og der vokser i disse år mange børnerockbands frem. Man skal i øvrigt ikke være blind for, at vores definition af musikkultur ikke svarer overens med børnenes. Vi har en smal definition. Mens vi er fokuseret på frembringelsen, på det at spille, er børnene og de unge ofte mere fokuseret på samværet og på optræden. Her kan pladespilleren gøre fyldest, men det automatiske keyboard er endnu bedre. Her får børn mulighed for at lege musiker, for at optræde med og for hinanden. Selve musikken er kun én del af den helhed, som optræden udgør.

Den nye musik bliver mere og mere elektronisk. Den elektriske musik har vi kendt siden 1960'erne, men i dag bruges ikke kun elektriske instrumenter. Nu bruges de elektroniske lyde - som råmateriale. I de senere år har vi set et passivt lytteapperat som pladespilleren vendt til et aktivt musikinstrument i Rap- og House-musikken. Den teknologiske udvikling har også gjort det muligt at låne de færdigproducerede lyde, der kan genbruges og transformeres i det uendelige, hvilket vel egentlig i gedigen folkekulturel ånd. Tilmed synes fortællingen i rapmusikken at have fået nyt liv og nye muligheder.

Den digitaliserede lyd giver en anden lyd, men også nye mulig-heder i musikken. Den vil ikke ændre på, at børn og unge stadig eksperimenterer og leger med lyde. Synthesizerens og computerens lyde bruges som råmateriale i musikken. "Sampling" gør det muligt at stjæle lyd fra andres plader og anvende dem i ens egne kompositioner - og det er vel egentlig i gedigen folkekulturel ånd (se hertil Don Cusic). Det, der gør det vanskeligst for os voksne, der er opdraget i en helt anden kultur, at forstå, hvad der er på færre, er, at den elektroniske musik ikke alene arbej-der med stemme og krop, men i høj grad med "færdige" lyde og "halvfabri-kata". Er det ikke netop det, der kende-tegner folkekulturen? Lydene er kulturma-teriale. De foreligger en anden form end- den akustiske lyd, og de kan fragtes på en diskette eller via telefonnettet. Men - og det er det centrale - de lades ikke i fred, de anvendes som "halvfabrikata", som grundlag for egne udtryk.

Elektroniske digte
Musikken er som sagt et eksempel på udviklingen. Først i løbet af firserne har teknologien udviklet sig så langt, at der ikke kræves enorme investeringer og teknisk viden, før man kan udnytte mulighederne. Og hvor mulighederne opstår, der unyttes de. Hvad der sker i musikken nu, sker om få år indenfor billedmedierne. Det er allerede så småt i gang. Entusiastiske drenge i 12-16 års alderen har allerede i flere år lavet animationer på compu-teren. Dertil komponeres musik. Disse animationer lærer de ikke noget om i skolerne, men af hinanden. Det syner og lyder ikke af så meget i dag, hvor hjemmecomputeren endnu er på et relativt lavt teknisk stade, men der er interessante på flere måder. "Demo's", som de kaldes, er opstået i forbindelse med fænomenet "cracking", dvs. at "knække" koden på et computerspil, så det frit kan kopieres. For at gøre opmærksom på sig selv sætter crackeren inden spillet sendes ud i verden som regel et synonym ind som en slags fortekst, der vises, når man starter spillet. Disse fortekster udviklede sig til små animationer, der nu er blevet en selvstændig kunstart. Ca. en gang om året afholdes såkaldte "Demo"-konkurrencer i Dan-mark med flere hundrede deltagere, der konkurrerer om, hvem der kan lave den bedste demo i løbet af en weekend.

"Demo's" viser, at interessen for at producere egne udtryk ikke forsvinder, fordi elguitaren udskiftes med en computer. De er måske kimformen til en ny ud-tryks-form, hvor lyd og billede blandes - en slags "elektroniske digte". Muligheden er i hvert fald til stede. Og distributionen er ikke noget større problem. Det kan ske billigt og effektivt gennem telefonnettet fra database til database verden over.


Februar 1992

Litteratur:
Don Cusic: "Fra zap to rap: Digital sampling, rap music and the folk
tradition". Tennessee Folklore Society Bulletin,
Vol. LIV no. 4, 1991.
Steen Larsen: Børnene nye verden, København
Carsten Jessen: "Ingen læring uden leg - om legens nødven-dig-hed",
BUKS nr. 6, 1986.
"Børns kultur i en computerverden" i Jens F. Jensen:
"Computerkultur - computermedier - computersemiotik",
Nordisk Sommeruniversi-tet 1990.
"Børn bruger TV", Unge Pædagoger, nr. 5, 1991.
Anne Petersen: "At lege radio", BUKS nr. 21, 1991.
Magareta Rönnberg: "TV er en form for leg". BUKS nr. 11, 1989.

www.carsten-jessen.dk/nyeudt.html